torsdag den 1. marts 2012

Fædreland med pik og patter


Workshoppen ”mix en sang” bryder rammerne for sangtekstskrivning i kælderen på Midtfyns gymnasium, med lumre gloser.


Ude på gangen uden for musiklokalet sidder tre tøser og skraldgriner, mens de banker i et klaver. De har lavet en ny sangtekst ud fra Natashas ”Gi’ mig Danmark tilbage” og Kim Larsens ”Midt om natten” og indsunget den på John Mogensen klassikeren ”Så længe jeg lever”.
    Midtfyns Gymnasium holder temadag med faget dansk i centrum, og nede i kælderen kører en af workshopsene som hedder ”Mix en sang”. Workshoppen styret af Mette Østergård Henriksen, kirketjener og forfatter, som selv startede danskdagen med at fremføre sin version af Kim Larsens ”Kvinde min” under titlen ”Stikkersvin jeg fucker dig”.
    Opgaven for de 30 fremmødte gymnasieelever var at lave en ny tekst til en kendt melodi, ud af andre tekster. De kunne vælge imellem 4 melodier, og havde frit valg på alle hylder hvad angår tekst.
    Eleverne, som kun havde 45 minutter til at udarbejde en tekst, arbejdede intensivt. Marie Larsen, elev i 1.DM, udtalte sammen med sin gruppe: ”det er svært at nå det på så kort tid”, det fik dog ikke smilene på deres læber til at forsvinde.
    Heller ikke nedenunder i kælderen hos pigerne på gangen oplevede man den pressede situation. Her blev der sunget for fuld hals og grinet ustandseligt, og taget et dance-nummer på klaveret nu og da, når akkorderne til ”Så længe jeg lever” gik i fisk.

Pervers kirketjener
Mette Østergård Henriksen fornøjer sig også over de unges glæde ved at arbejde med sproget. Hun har netop kastet de unge ud i denne udfordring for at få dem til at se sproget fra andre vinkler og lege med ordene.  ”Man får en ny forståelse af ordene når de kommer i en ny kontekst” sagde hun selv efter fremførelsen af ”stikkersvin jeg fucker dig” ved morgenens samling.
    Som en kulmination af de 45 minutters hektisk arbejde, fremførtes de forskellige nye udgaver af sangene, ved en fællessang om klaveret. Mest populært og klingende var blandingen af perverse tekster og vores nationalsang ”Der er et yndigt land”. Det frydede både eleverne og lærerne. Selv siger Mette Østergård Henriksen: ”Jeg bebrejder ikke at de går ned af den smålumre tangent, det har jeg jo også selv gjort”, hvor hun henviser til sin bog ”Stikkersvin jeg fucker dig”, som indeholder gamle danske melodier med nye mere eller mindre perverse tekster.
    Workshoppen afsluttes med bifald til de mange sangskrivere, og en tilfreds flok forlader lokalet med kurs mod en velfortjent frokostpause.

Skrevet af Signe Banke 1.M, Asta Jakobsgaard 1.CI og Lærke Petersen 1.CI

Ingen kommentarer:

Send en kommentar