torsdag den 1. marts 2012

Den tamme temadag

Den tamme temadag
Det massive fravær til temadagen, giver stof til eftertanke.

Af Maria Lolch, Lisa Gaarsmand og Louise Nielsen

I dag d. 1/3 2012 har der været temadag på Midtfyns Gymnasium. Fokus har været på dansk, og der har været masser af muligheder for at udforske det danske sprog. Alligevel er det kun knap halvdelen af skolens elever, som har valgt at deltage i dette tiltag. Hvad grunden er til dette massive fravær er ukendt, men måske kan det skyldes at emnet ikke favner bredt nok.
Som naturvidenskabelige elever er det måske lidt svært at se, hvad denne emnedag helt præcist kan bruges til fremover, hvilket helt bestemt også giver en følelse af, at det ville være mere nyttigt at have brugt tiden hjemme på de afleveringer, der ligger og presser på. En dag, hvor der bliver produceret rapsange, lavet film og generelt brugt de kreative evner, er ikke umiddelbart noget som rammer os elever, hvilket højst sandsynligt skyldes et for snævert fokus, samt en følelse af at manglende fremmøde ikke bliver noteret. Men hvordan kan vi bibeholde den ellers gode idé med afveksling fra den normale skoleundervisning og arbejde på tværs af klasserne, men samtidig sikre et stærkt fremmøde?

Nyt tema skal favne bredere

En ide kunne være at vælge et tema som f.eks. livstil eller forurening, som kan behandles fra forskellige faglige synsvinkler, så der på denne måde sikres at der er noget for alle elever på trods af interesser og studieretning. En fordel ved dette kan være at man til en evt. eksamen eller senere time har et ekstra referencepunkt, som derved kan gavne karaktererne. Dette vil dog ikke betyde, at man som samfundsfaglig elev skal vælge at arbejde med dette, men blot en mulighed for at forbedre sig inden for ens studieretningsfag. Derudover vil der også være mulighed for at vælge et fag, som ellers ligger fjernt fra ens normale undervisning, og på den måde se emnet fra en anden vinkel, end man plejer. For at sikre at der er relevans for alle fag, kunne det være en mulighed, at vælge de fag, som er obligatoriske for samtlige studieretninger.

Temadag til gavn

Det kunne dog også være en mulighed at vælge fag, som er specielle for de enkelte retninger, da dette kunne medføre at vi have mulighed for, at melde os på workshops, hvor vi kunne få indsigt i de andre studieretninger. Dette ville især kunne gavne 1.g’erernes valg af studieretning, som ellers kan blive valgt i blinde, pga. uvidenhed om hvad de andre studieretninger reelt tilbyder. Derudover ville det også gavne 2.g’ernes valg af valgfag til 3.g, da der specielt dér er mange nye og ukendte fag.
Vi mener at en sådan temadag, med et konkret fokus og en synlig gulerod, vil være at foretrække frem for en temadag som kun interesserer de få.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar